Hunde og reflekser - DKK Esbjerg

Varde Dyrehospital
Gå til indhold

Hunde og reflekser

RÅD
 
Reflekser redder liv – også på dyr!

 
Artiklen er hentet fra dyreforsikringen Agria
 
www.agria.dk
 
 
Efteråret er over os - det er mørkt når vi står op om morgenen og bliver tidligere mørkt om aftenen. Selvom vi stadig kan nyde godt af de lyse timer, er det nu vi skal være opmærksomme på os selv og vores husdyr i trafikken.
 
Faktum er, at det er svært at opdage en hund eller kat ved daggry eller i skumringen, og de fleste ulykker sker i tætbebyggede områder med gadebelysning.

 
Reflekser kan faktisk redde liv. En god refleks skal kunne ses på 140 meters afstand når den bliver ramt af en lyskegle. Hvis du ikke har refleks på, er du først synlig ved ca. 20 meters afstand.

 
Der findes et væld af reflekser på markedet til hunde, katte og deres ejere – alt fra diskrete reflekser integreret i hundesnoren og til lysende halsbånd, refleks veste og blinkende lygter. Når der nu findes så mange forskellige reflekstyper, kan det være svært at beslutte sig for, hvad der er bedst. Lad ikke bare type og udformning afgøre hvilke reflekser du vælger – reflekserne skal være synlige for at gøre nytte.

 
Noget som mange ikke tænker på er, at reflekser bliver slidt ret hurtigt. De fleste holder kun et års tid og skal så skiftes ud. Refleksveste som hyppigt bliver vasket, hundesnore som udsættes for vind og vejr og almindelige reflekser som ryger i lommen sammen med nøglerne skal skiftes ud.

 
Gør det derfor til en vane at kontrollere gamle reflekser ved at lyse på en gammel og en ny refleks med ca. fire meters afstand. Sammenlign forskellen mellem den gamle og den nye refleks og skift den gamle ud, hvis den ikke ses så tydeligt som den nye refleks.

 
Reflekstips til hunde- og katteejere

 
  • Kombiner en lygte med reflekser på hunden. Refleksen ses tydeligt når den bliver ramt af lys, mens lygten ses når det er helt mørkt.
  • Hvis din hund går løs uden snor, er det lettere at se hvor hunden er hvis den har en lygte der blinker.
  • Hunde med stor pels bliver lettere set hvis de går med refleksvest end med reflekshalsbånd.
  • Hvis du bruger refleksvest på din hund – tænk på at refleksen kun ses fra siden og altså ikke forfra eller bagfra.
  • Husk at det kan være godt med reflekser også til katte. Et reflekshalsbånd på en udekat kan redde liv.
  • Sørg for at du også selv bærer reflekser! Med refleksbånd rundt om håndleddene og traditionelle dinglende reflekser klar i lommen, så bliver du også lettere at se i mørket. Du ses bedst, hvis du kombinerer refleksvest og dinglende reflekser og en lygte.
 
 
 
 
 
 
Tilbage til indhold