Sommer og hunde - DKK Esbjerg

Varde Dyrehospital
Gå til indhold

Sommer og hunde

RÅD > Hunde og sommer


Af Group Veterinary Manager, Dyrlæge i OLIVER'S Linda Due Hansen
Artiklen er stillet til rådighed med tilladelse fra Olivers Petfood, www.olivers.dk


Sommeren er for de fleste en skøn årstid, hvor man især i ferieperioden har ekstra tid til samvær med sin familie, bekendte og ikke mindst sine kæledyr. Uanset overnatningsform eksempelvis i form af camping eller sommerhus, kan man med lidt planlægning forinden finde mange fantastiske steder i Danmark, hvor man kan medbringe sin hund. Herved er grobunden lagt for en dejlig tid, som både to- og firbenede familiemedlemmer med garanti vil sætte pris på.

Ferien starter for de flestes vedkommende ved pakning af bilen. Mange ting bliver medbragt i bagagerummet, mens Fido eller Mis bliver sat ind på bagsædet sammen med familiens poder. Desværre er det ikke ufarligt at have et løst kæledyr med i bilen, især hvis man tragisk nok bliver involveret i et uheld. Flere europæiske bil- og transportorganisationer har påvist ved såkaldte crashtests, at dyr kan forårsage stor og kraftfuld skade, idet de ryger frem ved kollision. Derfor er det for alles sikkerhed vigtigt at placere og fastgøre dyrene korrekt.

Man kan ud fra sin biltype få vurderet af forhandlere, om den bedste løsning enten er sele, montering af gitter ved bagsædet eller transportboks. I en nylig tysk undersøgelse har man dog påvist størst sikkerhed, såfremt hundene placeres i godkendte transportkasser i bagagerummet, mens mindre husdyr så som katte blev sat i transportkasse på gulvet ved bagsædet. Der findes trods tale herom endnu ikke en lov om, at kæledyr skal være fastspændte under transport, men rent juridisk må dyrene på lige fod med for eksempel gods ikke være til gene for føreren.

Hedeslag

Den danske sommer har normalt et veltempereret klima, men desværre i varme stunder opleves forsat, at uansvarlige personer efterlader deres dyr alene i en lukket bil. Der er måske ikke direkte sol, når de forlader bilen, men hurtigt ændres dette, på trods af, at man måske kun har påtænkt at være væk fra hunden i ganske kort tid. Herved kan bilens temperatur stige drastisk, og dyrene er i risiko for at udvikle et hedeslag. Dette er en tilstand, der opstår, hvis kroppen bliver overophedet på kort tid. Symptomer herpå er forvirring, svimmelhed, besvimelse og i sidste ende bevidstløshed. Hunde har ikke svedkirtler og må således komme af med eventuel overskudsvarme ved at hyperventilere/halse. Derfor er de klassiske symptomer ligeledes halsen og savlen. Udover den karakteristiske bilsituation kan hedeslag eksempelvis også forekomme ved voldsom aktivitet.

Hvad kan du gøre?

Sørg først for at anbringe dyret i køligere omgivelser. Dernæst afkøles det ved overbrusning med15-20 grader varmt vand. De bedste steder på kroppen for afkøling er tyndhårede områder så som lysken og bugen. Afkøling kan også ske ved, at man svøber dyret ind i håndklæder, der er forinden oprevet i koldt vand. Tilbyd ligeledes med jævne mellemrum dyret koldt vand at drikke. I alvorlige tilfælde kan tilstanden være livstruende, således dyrlægehjælp er påkrævet. Hvis du ser et dyr stå efterladt i en bil på en varm sommerdag, bedes du kontakte politiet eller andre instanser, der forhåbentligt kan få kontakt til ejeren.

Insektstik

I de fleste tilfælde er insektstik et smertefuldt, men ufarligt fænomen, som medfører en lokal, øm hudreaktion, men lige som med mennesker kan dyr også i forbindelse hermed udvikle en livstruende allergisk reaktion. Fælles for insekter som bier og hvepse/gedehamse er, at de stikker med en få mm lang giftbrod, der sidder på bagkroppen. Denne er forbundet med en giftblære, som tømmes ved insektets muskelsammentrækninger. Den herved afgivet gift kan forårsage blødningsforstyrrelser og den livstruende allergiske tilstand, anafylaktisk chok.

Hvad kan du gøre?

Hvis du kan se brodden fra bier eller hvepse, skal den fjernes så tæt på huden som muligt. Det er bedst hertil at bruge en pincet i stedet for fingre, således man undgår at presse mere gift ind i huden. Hold generelt altid øje med dyret, om det ikke efterfølgende udvikler åndedrætsbesvær, eller huden hæver voldsomt. Ved insektstik på tunge eller i svælg skal man særligt være opmærksom på dette og i så fald kontakte en dyrlæge.

Hugormebid

Hugormen er Danmarks eneste fritlevende giftslange. Den foretrækker hede- og klitlandskaber samt moseområder. I forhold til den ugiftige snog er hugormen karakteriseret ved en mørk zigzagstribe hen over ryggen. Hunner er brunlige i farven, hanner mere grålige. Hugormen er dagaktiv og kan findes i den danske fauna ca. marts til november. Ligesom med de stikkende insekter bider hugormen kun i selvforsvar, og biddet er i langt de fleste tilfælde for hverken mennesker eller større kæledyr livstruende.

Symptomerne på hugormebid er udover de synlige bidemærker hævelse og væskeansamling omkring disse. Biddene vil hyppigst være sket i ansigt eller på benene. Som med insekter kan giften forårsage blødningsforstyrrelser eller anafylaktisk chok. Symptomer herpå er svag og hurtig puls, kold hudtemperatur især på ører og poter, kramper og uro.

Hvad kan du gøre?

Det er vigtigt at holde dyret i ro, så giften ikke spredes til resten af kroppen. Endvidere kan man af samme årsag, hvis dyret eksempelvis er bidt i benet, lægge en stram forbinding ovenfor. Kontakt altid hurtigt muligt dyrlægen.

Hot spot

Akut, væskende hudbetændelse også kaldet hot spots ses især hos hunde, der i forvejen har tendens til dette hudproblem, men tilstanden forekommer også i stigende grad om sommeren i tilfælde af, at huden eventuelt er lidt fugtig, eller hunden er angrebet af lopper eller andre parasitter. Der kan være mange grunde til, at hunde udvikler hot spots, men fælles for dem alle er, at hudens modstandskraft i dette område er nedsat, således der med en fantastisk fart udvikles store, væskende sår, såfremt man ikke hurtigst muligt bremser udviklingen heraf. Symptomerne herpå er først et mindre område, hvor pelsen er fedtet og klæbrig med ildelugtende betændelse. Inden for få timer kan tilstanden udbredes, både i omfang men ligeledes dybere ned i hudens strukturer. Hvis hunden har en tyk pels, skal man lægge mærke til, om den kløer eller slikker sig mere end normalt. Hyppigt forekommende steder er på kinden og bagest på ryggen.

Hvad kan jeg gøre?

Det er vigtigt at erkende tilstanden på et tidligt tidspunkt, jo hurtigere behandlingen igangsættes, des nemmere og hurtigere læges sårene. Hårene omkring læsionerne skal klippes, så en rande af normal hud omkring eksemet er synligt. Selve klipningen kan i sig selv være lidt af en opgave, da huden er meget øm. Herefter renses området enten med klorhexidin eller sæbevand. Herefter bør man kontakte sin dyrlæge, da de som oftest vil igangsætte en antibiotikabehandling.

Algeforgiftning

Selvom mange hunde elsker at hoppe ud i bølgen blå, bør man som ejer sikre sig, at vandet er egnet til badning. I varme somre er det ikke ualmindeligt, at der sker en opvækst af alger, hvor de i mange tilfælde er synlige i vandoverfladen. Især blågrønalger er forbundet med forgiftninger blandt hunde, og hver år meddeles om dødsfald som følge af herfra.

Giftstofferne fra algerne påvirker primært leveren. De første symptomer er sløvhed, opkast og diarré, men tilstanden kan i løbet af få timer forværres og derved føre til chok og død. Der er desværre ingen modgift mod giftstofferne, således man kun kan afhjælpe symptomerne. Oftest indtræder døden 6-24 timer efter indtagelse. Overlever hunden de første par døgn, er prognosen generelt god.

Hvad kan du gøre?

Tjek altid vandforholdene, inden du giver din hund lov til at bade eller drikke herfra. Algeopblomstringerne kan ske både i fersk- og saltvand, så man skal især være påpasselig i ferskvand, da hundene er mere tilbøjelige til at drikke dette. Forebyggelse er den eneste måde, man kan redde dyrene. Skyl eventuelt også pelsen, såfremt hunden har været ude at bade, så den ikke efterfølgende slikker giftstofferne i sig.

Ovenstående er eksempler på potentielle farer, der lurer i den danske sommer. Dog kan man må små forholdsregler undgå at komme ud i sådanne situationer, for sommeren er nu engang en tid med hygge og glæde, hvor man ikke unødvendigt skal gå og bekymre sig.

Go' sommer!

Tilbage til indhold